Din skiltning fortæller meget om din virksomhed. Derfor er det vigtigt, at skiltene afspejler det, virksomheden står for. Med andre ord: Skiltene skal sende de rigtige signaler.
Før du vælger din løsning, skal du gøre dig klart, hvad du vil fortælle.
Hvis virksomheden er trendsættende, er et moderne glasskilt måske den rigtige løsning.
Skilte af høj kvalitet med flot finish fortæller, at din virksomhed leverer produkter eller serviceydelser af en høj kvalitet.
Gamle guldbogstaver eller laugskilte fortæller modtageren, at der er tale om en virksomhed med traditioner og historie.
En mangelfuld eller dårlig skiltning får dine gæster til at føle sig uvelkomne og utrygge.
Skilte skal tage hensyn til modtageren.
Har du udenlandske gæster, skal du tage hensyn til det ved for eksempel også at skilte på engelsk.
Et andet eksempel er et skilt hos en øjenlæge; det skal tage hensyn til svagtseende patienter.
Tænk også over, om dine læsere er
- børn
- unge
- voksne
- danskere
- udlændinge
- ordblinde
- svagtseende
Undgå indforståede forkortelser og ord, som læserne ikke forstår.
Kommuner og andre offentlige myndigheder kan for eksempel have en tendens til at bruge et internt sprog. På den ene side er det ikke alle, som ved, hvad PPR står for.
På den anden side er en tekst som "Personlig Psykologisk Rådgivning" ofte for lang til et skilt.
Derfor kræver god skiltning omtanke.
Gør din skiltning enkel
Ordsprog som: "KISS - Keep It Simple Stupid", "Boring is beautiful" og "Cut the Crap and Make it Simple", kan virke provokerende.
Men de siger det hele meget godt og klart. Skilte med enkle budskaber gør det nemmere for gæsterne. De får lettere ved at reagere på skiltningen.
Hvis skiltningen ikke har klare budskaber, bliver din gæst forvirret, og du opnår ikke det, du vil med skiltningen.
Skal du for eksempel skilte i et kontorhus, er det vigtigt at undgå "logoflimmer." Det opstår ved en alt for individuel skiltning.
I stedet kan du udvikle en fælles skiltning med en enkel og forståelig tekst.
Skal der firmalogoer på skiltene, så lad logoerne være en sekundær ting - skiltene skal først og fremmest vise jeres gæster vej og informere.
Du skal også sørge for, at der er sammenhæng i skiltningen. Forskellige skrifttyper og farver forvirrer mere, end de gavner.
Typografi og læsbarhed på skilte
Hvis skiltene er svære at læse, falder brugerne fra - specielt hvis der samtidigt er meget tekst. Her er et par gode råd: - Vælg altid en typografi (skrift-type), der er stor nok og læsbar. - Lad være med at bruge versaler (lutter store bogstaver). Det går nemlig ud over læsbarheden. Da versaler alle er lige høje, vil ordene fremstå som "kasser", man er nødt til at stave sig
igennem. - Brug den sædvanlige skrivemåde med stort begyndelsesbogstav.
Piktogrammer eller tegninger på skilte
Alle kender sætningen: "Billeder siger mere end ord."
På skilte kan det samme ofte siges om piktogrammer og simple tegninger. Derfor kan det være en god idé at overveje at bruge piktogrammer eller tegninger.
Det hjælper din gæst med at orientere sig - uanset sprog og alder. Men husk: tegningerne og piktogrammerne skal være indlysende og kunne forstås ved et enkelt blik.
Skiltes farver og proportioner
Skal skiltene passe til noget?
Skal dit skilt måske danne kontrast til noget?
Hvordan er arkitekturen, indretningen, rummet, farverne og proportionerne?
Det er vigtigt, at dine skilte passer ind i miljøet. Derfor er det en god idé at se på dine omgivelser, før du vælger skiltesystem.
Det er et stort projekt at skilte en større bygning, som for eksempel et sygehus eller et rådhus.
Det er især nødvendigt at kende til læseafstand og gæsternes naturlige måde at bevæge sig rundt i bygningen eller på området.
Det kan være en rigtig god idé aft prøve teorien af i praksis, inden et større projekt skiltes. Det kan man gøre ved at producere nogle print i 1:1.
Bedre endnu er det at lave prøveskilte med farver og skrifthøjder. Derefter kan du vurdere prøverne i den rette sammenhæng, inden du endeligt bestemmer dig for, hvilke skilte du vil have.
Skiltetavler og oversigtstavler
Det kan være nødvendigt med oversigtstavler. Også her er det vigtigt at gøre det enkelt.
Undgå tekster i endeløse baner, men opdel tydeligt og indlæg "pauser" på skiltene. Etageadskillelser markeres for eksempel med en anden farvetone.
Der kan indsættes tomme felter til at skabe pauserne.
De vigtigste ting kan fremhæves ved, at teksten understreges, gøres større, federe eller får en anden farve.
Opdatering og supplering af skilte
Ved den løbende vedligeholdelse opstår ofte problemer, som du kan undgå ved at udnævne én skilteansvarlig - det vil sige én person, der opdaterer og bestiller supplerende skilte.
Derved mindsker du risikoen for, at der sker fejl. Hvis du har behov for at ændre skiltene ofte, så vælg et system, hvor det sker nemt og uden store omkostninger.
I tider med fusioner, opkøb, logo- og navneskift er det rart med en fleksibel skiltning. Et ufleksibelt system kan være en billigere investering, men til gengæld et dyrt bekendtskab i
længden.
Og hvad med fremtidige suppleringer? Sørg for, at leverandøren har suppleringsgaranti på produktet, og at suppleringer kan ske uden lange leveringstider.
Hvis I vælger en specialfarve, for eksempel en firma-farve, er det en god idé at bestille nogle ekstra skilte, netop for at gøre opdateringer hurtige og uden store omkostninger.
Hvilke skilte er tilladt, og hvilke er ikke?
Hvis der skal skiltes udendørs, er det vigtigt, at du overholder lokalplaner for området overholdes og om nødvendigt søger om tilladelse til skiltning.
Måske er der også en designmanual, du skal overholde. Er der foruden manualen andre regler, du skal overholde?
Skal udlejere eller naboer spørges? Såfremt du ikke selv ønsker at sørge for eventuelle godkendelser, så spørg om det er en service, dit skiltefirma kan tilbyde.
Holdbarhed, vedligeholdelse og rengøring
Skilte skal vedligeholdes og rengøres. En snusket eller ridset overflade sender nogle dårlige signaler.
Når du vælger materialer til dine skilte, er det vigtigt at se på, hvilke påvirkninger skiltene vil blive udsat for, og hvilken vedligeholdelse, de kræver.
Det kan være faktorer som vind og vejr, men også hærværk og børn. Du kan ikke sikre sig fuldstændigt mod hærværk, men du skal have det med i sine overvejelser.
På den måde kan du vælge de rigtige produkter til de rigtige løsninger.
Spørg din leverandør til råds, hvis du er i tvivl. Tegn en kontrakt på vedligeholdelse og rengøring af jeres skilte eller placér ansvaret internt i virksomheden.
Skilte er en investering
Se på skilte som en investering. Ofte kan skilte oven i købet være en stor investering. Hvis du har behov for hyppig opdatering, er det muligt, at den optimale løsning er elektroniske skilte, som konstant er opdateret uden brug af ressourcer. Da investeringen skal holde i mange år, er det vigtigt at se fremad. Og husk at:
"Glæden over den lave pris holder kortere, end ærgrelsen over det ringe produkt."
Samarbejdet med leverandøren af skilte
En skiltning er en investering, der gerne skulle holde i mange år. Derfor er det oftest et længerevarende samarbejde, du indleder med din leverandør af skilte.
Så vær omhyggelig, når du vælger leverandør - og husk at stille krav.
Se på leverandøren med kritiske øjne. Se på leverandørens referencer, også selv om det ikke giver garanti for kvalitet. Vælg en leverandør af skilte, du har tillid til -og se kritisk på de
løsningsforslag, der præsenteres.